Åbningstale

Af direktør for KunstCentret Silkeborg Bad mag. art. Iben From ved åbningen 17. januar 2004:

Velkommen til ferniseringen af Astrid Gjesings udstilling "forvandlingens mulighed", der samtidig er årets første udstillingsåbning her på KunstCentret Silkeborg Bad.

Der er en række sponsorer og hjælpere jeg på husets vegne gerne vil have lov at takke for deres hjælp til at realisere netop denne udstilling: Elsam, Studstrup. Damgaard-Jensen A/S, Århus. Hjernø A/S, Århus. Radio DÅB, Århus. Genbrugsbutikken "Rodekassen" og "Kirkens Genbrug", Århus. Datteren Anne Gjesing. Manden og kollegaen Jørn Rønnau, og komponisten James Howard Young, samt KunstCentrets faste, frivillige og eksterne medarbejdere, der har hjulpet med den praktiske montering af udstillingen.

Med et lille lån af kunstnerens egen udsagnsform, som her former sig i en række installationer, der kredser om forvandlingen, synes jeg udstillingens ærinde og karakter kan anskues fra mindst fem synsvinkler, der har en fælles "hat", nemlig begrebet Møde  -  forstået som mødested eller -rum.

Møde 1
I udstillingens værker findes fra kunstnerens side en kredsen om naturen og de strukturer, som ligger naturgivne. Hun iagttager den indre og ydre naturs strukturer ud fra et fænomenologisk synspunkt - og mødes så med naturen i den ordsættelse, den benævnelse af naturens fremtrædelsesformer og strukturer som digteren - ordkunstneren - naturligvis må både påtage sig og interessere sig for. Sproget er en af disse naturlige strukturer som underkastes undersøgelse. Her finder en kunstnerisk grundforskning sted.
I iagttagelsen af nogle af værkerne kan man blive i tvivl om, eller måske snarere henledt på, hvor lidt eller hvor meget, der skal til for at naturens struktur - det som kunne tænkes at være der i forvejen, naturgivent - slår igennem, eller hvornår det er kunstneren strukturering, der så at sige tager føringen i værket. Dvs. der finder en balancering sted i udtrykket. Og dette er også en balancering mellem synligt og ikke synligt, mellem antydet og pointeret. Astrid Gjesing har kaldt de fleste af udstillingens installationer for alfabeter. Et alfabet af bogstaver og lyde er jo normalt det grundstof sproget dannes af.

Møde 2
I værkerne, f.eks. de to gange "barndommens alfabet", der er installeret nedenunder, finder et møde sted mellem den personlige erindring - altså kunstneres - og så værkets egen nutid, netop her i disse udstillingssale. Kunstneren har udvirket en kondensering, en sammentrækning af og en overførsel af erindring til nutid, gennem en møjsommelig proces. Og for betragterens nutid blander vores egen fortid eller/og nutid sig også, sammen med nysgerrigheden for at mærke og afsøge om der ligger en ydre meningsfuld betydning i det værk, man netop står og kigger på.
Kan erindring være bundet til ting? Eller til ord og sprog? Og er det ens for alle? Med samme sprog? -og find selv på flere spørgsmål.

Møde 3
Der finder i denne udstilling et møde sted mellem flere af kunstens udtryksformer. For det første har vi jo at gøre med en lyriker, en ordkunstner. For det andet gør hun sin lyrik billedlig - ja det kan den være i forvejen, men hun gør den fysisk i installationerne her, binder den til materien, stramt eller mere åbent, i dialog med omgivelserne, så den ikke længere kun er begrebslig. For det tredje er lyden indraget, lyden af oplæsning, lyden og virkningen af musik.

Installationens form kan udgøre en stærkere konfrontation end f.eks. en traditionel digtsamling kan. Her møder vi som betragtere udsagnet og værkets taktilitet og stoflighed. Installationen "provokerer os" rumligt og via flere sanser. Dens fysiske væren til stede og materialekarakteren er uomgængelig, og gælder både for det tunge, slidte skifer og de røde hjerters kitschede materialer.

Møde 4
I nogen af værkerne ses en stilfærdig skydning mellem at være helt fuld af betydning og helt tom for betydning. Det er midterpunktet der er interessant. Lyrikeren udforsker dette felt, hvor noget mødes i den forstand, at det danner mening. Hvor meget skal der til? Hvor lidt skal der til? Det kan ske, at hun helt opløser en oprindelig betydning og med sine minimalistiske repetitionshandlinger eller enten opløser eller danner en ny betydning. Minimalismen i hendes arbejdsmetode ses på to planer: Dels i kunstnerens handlinger over tid - den processuelle arbejdsmetode, der også har noget at gøre med de førnævnte strukturer - dels i det færdige værks form, der ofte rummer en række gentagelser.

Møde 5
Endelig er det hele også et mødested mellem værket, og dermed også kunstneren og så publikum (betragteren, andre mennesker), os som er her i Skovvilla i dag. En vilje til at lade denne afsøgning og dette arbejde med ordenes verden nå videre og få form. Vi kan nu opleve installationerne og opfordres endda til direkte involvering i installationen "hjælpealfabet".
Overalt fortælles historier, klare eller nogle man skal lytte meget lyttende til for at høre dem, og i bedste fald opnår Astrid Gjesing en almengørelse af disse udforskninger, der måske nok har rod i det private, men i bearbejdelsen og den valgte udtryksform når videre til også betragterens møde sig selv og de andre der har samme sprog, det er her og nu.

Iben From, direktør
KunstCentret Silkeborg Bad