"kvinder i ensomhed" af Merete Ipsen

Det er ikke godt for mennesket at være ene, derfor gør jeg ham en partner. I den kristne skabelsesberetning var det grunden til skabelsen af kvinden. Eva blev skabt som et socialt orienteret væsen for at give Adam et socialt liv.
Eksistentielt kan manden trives med ensomheden, kvinden kan ikke. Nok fødes vi som hhv. piger og drenge med forskellige kroppe, men det er gennem en psykologisk dannelsesproces, vi udvikler vores kønsidentitet. Når kønnet dannes, spejler pigen sig i sin mor, mens drengen adskiller sig fra sin mor. Den maskuline identitet bygges på at være anderledes, at søge væk fra den livgivende men også omklamrende omsorg og udforske ensomheden. Den feminine identitet imiterer moderen og udvikler relationer, så mor (og alle andre) finder hende elsk-værdig.
Som omsorgsfunktionerne kulturhistorisk er fordelt på de to køn, er pigeidentiteten bundet til spejling i moderen og konstant optagethed af at indgå i sociale relationer. Drengen kan i princippet gå sine egne veje – blot hans mor og hans Eva ikke svigter ham. Det gør de som hovedregel ikke, for det er deres væsen at være sociale. Mange af vore helte fra eventyr og fortællinger er også forskellige versioner over Per og Poul, som gik ud i den store verden alene, krøb op på de høje tinder alene, eller stod frem som den store leder alene. Mens fortællingerne om vore heltinder er om skæbne bundet til relationer. Om at være elsk-værdig. Eventyret om Snehvide illustrerer kvindens ensomhed som et mareridt: Snehvides mor er ikke bare en almindelig mor, men er en ond stedmor, som er bevidst om datterens spejling og aktivt rivaliserer med hende om skønhed og gunst. Kulminationen, hvor hun afviser hende, er stærkt angstprovokerende for datteren: Snehvide flygter ud i ensomheden, som er fuld af mørke og fantomer. Hun kommer heldigvis igennem og finder sig selv ved at opbygge nye relationer til fugle og dyr, til de syv små dværge og til sin prins. Adskillelsens angst er helet, ensomhedens trængsler er borte.

Ene er ikke nødvendigvis ensomhed. Alle kvinder kender saligheden ved f.eks. en stille morgen at se solen stå op. Vi kan stå alene i det store univers i glæde og taknemlighed, så længe vore psykologiske relationer til vor moder og vore ’kære’ er intakte. Den indre skare af relationer gør os åbne for sådanne sansemættede situationer, hvor vi er ene, men ikke ensomme.

Selvom jeg hævder, at ensomhed ikke harmonerer med kvindelighedens univers som eksistentielt vilkår, har mange kvinder dog oplevet den. Ensomhed kan følge af sorg over at have mistet. Ensomhed kan være indlejret i en depression, hvor den sociale evne er falmet. Den uigenkaldelige ensomhed må være døden, som vi alle skal opleve, og dér er der ingen ’kære mor’.

I gamle familieformer med mange søskende, fætre og kusiner var ensomhed ikke allestedsnærværende som i dag. Vi kan overveje, om ensomhed kan være et privilegium, et udtryk for, at det enkelte individ – kvinde som mand – får større råderum over sig selv. Pigerne bliver mindre afhængige af, at deres lykke forudsætter, at de er elsk-værdige. Fremtidens kvinder vil rejse ud i den store verden alene, vil forcere forhindringer alene og vil findes som ledere. De vil vove at stå alene, men forhåbentligt i gode netværk med andre. Moderne kvinder må se ensomheden i øjnene, som en eksistensform, de må kunne ’beherske’. At søge ind i en ny, tæt relation er ikke den eneste vej ud af ensomheden. Kvinden skal turde se sig selv ensom og have mod til at leve i adskillelsen. Med den erfaring kan hun vende styrket tilbage med evne til at bygge autentiske og dybe relationer til andre.

af Merete Ipsen, leder af Kvindemuseet.