glemslens alfabet
Indgangen til rummet er helt spærret af glas. I dette overbelyste, hvide rum ligger hjerter - hundredvis af hjerter fylder hele gulvfladen. Det er alle mulige forskellige slags indsamlede hjerteformer - ready-mades: kopper, varmedunke, puder, stearinlys, lamper, hjemmesko etc. i alle farver, dog overvejende røde. Man kan se ind i rummet, og hvis man venter længe nok til øjnene vænner sig til det stærke lys, vil hjerterne træde frem i al deres glemte mangfoldighed, men man kan ikke komme derind. Er det kun de dårlige oplevelser man glemmer? Bliver de ubærlige oplevelser transformeret gennem erindringen til noget, vi kan bære at huske? Eller gælder det også omvendt. Bliver de smukke oplevelser transformeret til smertelige? Glemmer jeg!?
tilbage til "forvandlingens mulighed"
