hjælpealfabet
Det startede med at tage vendingen "Vil du give mig dit ord" bogstaveligt. Hver eneste dag i 1 år går jeg ud og spørger en fremmed, som jeg møder på gaden, om vedkommende vil give mig sit ord, altså et personligt ord. Dette er et løfte, en bøn, et ønske, en social gestus, hvor værket afhænger af fremmede menneskers vilje til at hjælpe mig og dermed hjælpe med til at skabe værket. Indsamlingen af ord startede den 20. juli 2002 og sluttede den 19. juli 2003.
Personen skrev selv ordet på et ark papir.
Undervejs har projektet udviklet sig, nu med fokus på situationen: "Vil du hjælpe mig, vil du give mig et ord?" Og dermed åbnede det også for selve præsentationen af værket hjælpealfabet.
Hvis jeg intet ord fik - hvis personen sagde nej til at hjælpe, så er der et tomt ark. Når jeg af forskellige grunde ikke kunne komme ud og bede om et ord, så går det samme ord igen: "hjælpeløs".
Hjælpealfabet bliver ophængt i et langt kronologisk forløb. Der indgår også en henvendelse til publikum: Hvis der er ét ord, som de virkelig ønsker, må de tage arket med det pågældende ord, hvis de til gengæld giver et ord tilbage. De oprindeligt indsamlede ord er skrevet med blåt, de nye ord bliver med rødt. 365 ord i bevægelse og forandring.