Sårbarheden i det mellemmenneskelige møde – poesi og hverdagsliv.
Astrid Gjesing arbejder i et felt mellem relationel æstetik, lyd, lys, performance og billedkunst. Hun arbejder ofte med svære medmenneskelige temaer som fx ensomhed. Der ligger en stor sårbarhed i måden Astrid Gjesing involverer mennesker til at med-skabe sit kunstprojekt. Ofte med hende selv som en afsender, der fx i en årrække broderer på steder i det offentlige rum. Her møder hun sine medmennesker, som inviteres til at deltage i skabelsen af kunstprojektet. Det involverer også at man reflekterer over det tematiske greb, Astrid Gjesing har sat som fx ensomhed. Person erne bliver ofte personligt involverede, når de som medskabere syr eller skriver, ligesom det fysiske materiale (fx lommetørklæder) har en stoflighed og fælles historie, som skaber et fællesskab mellem kunstneren og deltageren.
I Astrid Gjesings kunstprojekt ”Kære Astrid” har hun skrevet til alle, der hedder Astrid, i de byer hvor Astrid Gjesing selv har boet nemlig Herning, Aarhus og Viborg. Astrid´erne er blevet opfordret til at skrive et brev til Astrid Gjesing om en person, sted eller begivenhed, som har haft en meget stor indflydelse på deres liv. Ud af 269 afsendte breve, fik Astrid Gjesing svar fra 49 kvinder. Kvinderne har i processen givetvis spurgt sig selv: ”Skal jeg svare, ikke svare?” Skal jeg deltage/involvere mig?” og ”hvilke konsekvenser har det?”. Med andre ord bliver det at deltage afgørende for værkets udtryk. Kan det lykkes at skabe en forbindelse mellem to fremmede?I vores tid, hvor sms´erne flyver omkring, og hvor de sociale medier buldrer, er der en langsomhed og eftertænksomhed i Astrid Gjesings værker, som opfordrer til refleksion. På facebook og i livsstilsprogrammer, hvor folk ofte udstiller meget charmerende foto af deres familier og huse, med stort overskud og finisch; er Astrids projekt et ganske andet. Hvad ligger der nedenunder facaden, hvor bliver det sårbart – det levede liv, hvor kan vi nå hinanden og støtte hinanden.
Astrid Gjesing evner dernæst at udstille sine kunstprojekter med en stram, minimalistisk præcision, som indrammer det følelsesladede uden at det bliver vulgært/ekspressivt. Som beskuer inviteres man med andre ord ind i et til tider privat univers, som er af almen gyldighed, og det er en stor kvalitet.
Af mag. art. i Kunsthistorie Anja Raithel