Museum Ovartaci er glad for at kunne præsentere audiowalken > om sorg < af de spændende og nyskabende kunstnere – billedkunstneren Astrid Gjesing og komponisten Sisse Lunøe.
Til hospitalet hører der en stor, gammel park og en kirkegård, og der er kort vej til vandet. Værket tager udgangspunkt i de to kunstneres oplevelse af Psykiatrisk Hospital og stedet. Det er en sampling af tekster af f. eks. Rainer Maria Rilke og Sylvia Plath. At den er samplet, vil sige, den bliver klippet fra andres tekster og bearbejdet. Den er indtalt af 6 personer.
Audiowalken er skabt til en vandring i parken. Den er knyttet til bænkene, der har fået en gul markør og et skilt med en QR kode, som man kan scanne. Værket vil også kunne høres ved den nye psykiatriske afdeling på Skejby Sygehus.
Astrid Gjesing og Sisse Lunøe arbejder med alvor og smerte, men også med det gode der (må) findes - og håbet. Det er gribende, og de er i stand til at anvende få, men stærke midler.
Denne audiowalk forener på mange måder meget af det, der i forvejen er på spil i museets kunstsamling.
Af Mia Lejsted, museumsleder Ovartaci.
Her er mit håb; her er min bøn.
Bragt som en gave; et spejlbillede af min kamp.
Jeg beder om din hjælp.
Dag efter dag, år efter år. Tre dage, ni dage, fyrre dage…
og sådan fortsætter det.
Himmel vil møde Helvede;
lyset møder mørket
som et lille glimt af håb i en dansende figur.
Vi skal ikke ophøre med udforskning
og når al vores udforskning er afsluttet
vil vi være hvor vi begyndte
og kende stedet for første gang.
Dette er sindets lys, koldt og planetarisk
Sindets træer er sorte. Lyset er blåt
Græsset læsser sine sorger over mine fødder som om jeg var Gud,
Prikker til mine ankler og mumler om hvor små de er.
Månen er ingen dør. Den er et ansigt i sig selv,
hvid som knogle og forfærdeligt ophidset.
Den trækker havet efter sig som en mørk forbrydelse.
Med fuldstændig håbløsheds måbende åbne gab. Jeg bor her…
i en verden, der ikke findes for at den
skulle findes
Viser hende høje
tåretræer og marker af blomstrende vemod.
viser hende sorgens dyr, som de græsser, – og ofte
skræmmes en fugl op og tegner, flyvende fladt gennem deres
syn sit ensomme skrigs udstrakte skriftlige billede.
Og højere, stjernerne. Nye. Sorglandets stjerner.
Langsomt nævner klagen dem: ”Her, se:
Ridderen, staven, og fuldere stjernebillede
kalder de: Frugtkrans.
Derefter, op mod polen:
Vugge, vej, den brændende bog, dukke, vindue.
Men på sen sydlige himmel, rent som set i det indre
af en velsignet hånd, det klart skinnende M,
som betyder Mødrene
Jeg vil gå ud til skrænten i skoven og
klæde mig nøgen.
Mit åndedrags fine tåge,
de mange lyde og ting i skoven, ekko, rislen
sagte susen,
Kærlighedsrod, natlys, kløfter og ranker
mit hjertes hamren, blod og luft
Jord med de fugtige, slumrende træer.
Jord, i fuldmånens kolde, blålige lysflod
Jord, med tidevandets sælsomme strømhvirvler
Jord, i æbleblomstens hvide blomsterflor.
(tekster af Rainer Maria Rilke/Thorkild Bjørnvig; T.S. Eliot; Silvia Plath/Peter Laugesen; Walt Whitman/Frederik Schyberg; Inger Christensen; Astrid Gjesing 2018)