> Et hjem er et hus man forlader <
Soloudstilling, Kunstpakhuset, Ikast. 2025
”(…) hvorfor skriver man overhovedet? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers for altid ville være gået tabt, og omvendt, måske for at slippe af med andre øjeblikke i håbet om at de ikke vil hjemsøge én i det uendelige.”
Søren Ulrik Thomsen
”Store Kongensgade 23”
(2021)
Ovenstående citat gælder også for mig. Især synes jeg, at den afsluttende sætning rammer plet. At jeg grundlæggende skriver og skaber billedkunst for at slippe af med øjeblikke - eller snarere erindringer. Og netop erindring er omdrejningspunktet i min soloudstilling > Et hjem er et hus man forlader < til Kunstpakhuset i Ikast.
Jeg reflekterer også over, hvad svære erindringer gør ved mig, disse genoplevelser af angst, ensomhed, svigt og rædsel. Men i dette arbejde handler det ikke blot om at komme af med, men også om at fastholde, forvandle og genfortolke det, som har formet mig. Og jeg overvejer om det at ”flytte på” erindringerne, bære dem videre - indsigtsfuldt - men uden at blive magtesløs. Hvordan? Svaret er: ved hjælp af kunsten og ”sammen med andre”.
Til Kunstpakhuset skaber jeg en stedsspecifik udstilling, hvor erindringer er det centrale. De mest fremtrædende emner er mit sårbare sind og barndomserindringer om angst, om at føle sig usynlig og ensom og om længsel efter nærhed og omsorg. Det handler om både den personlige og den kollektive erindring.
Udstillingen rummer fire installationer:
”Rewrite History” er den første installation. Her har jeg taget udgangspunkt i min mors fotoalbum, som hun lavede til alle os syv søskende. Min mor var både fotograf og aktiv i mørkekammeret, og hendes albums er præget af omsorg og blik for detaljer. Jeg har udvalgt fotos, forstørret dem op på stof og bearbejdet dem, så de nu bærer korte tekster, som jeg har broderet direkte ind i billedfladen. Teksterne udspringer af mine egne erindringer, men de er forvandlede og redigerede, så de både viser og skjuler, både fastholder og omskriver. På den måde bliver billederne en undersøgelse af, hvordan historie og erindring altid er i bevægelse, altid under forhandling.
Den anden del er > noter til ensomhed <. Den består af hvide lommetørklæder håndbroderet med ord eller tekster indsat i konteksten: ensomhed. Teksterne undersøger, afgrænser og indkredser dette menneskelige livsvilkår. Det er poetiske, flertydige tekster, der er udsprunget af mine undersøgelser, og som dels er egne tekster, dels samplede.
Tekster som spørgende og afprøvende noter hentet fra hverdagen, litteraturen, filosofien, religioner. ”nuets skygge”, ”ordenes sidste landsby”, ”det du siger, er du selv”, ”the meaning is the use”, ”uden ophør i alle retninger” er eksempler på de 107 noter.
Disse noter er fastholdt gennem processen: håndbroderi på et fysisk, sanseligt materiale: lommetørklæder. At brodere er nærværskrævende og betragtes af de fleste som en total unyttig og tidsforbrugende handling.
Det feminine som bindeled til den anden.
På samme måde er lommetørklæderne med deres betydning af kvindeligt og af tid fra dengang den for kvinder af borgerskabet var uendelig. Og med sorg som uomgængelig og visuel.
Jeg har valgt at brodere med stikkesting, som er en meget enkel form for broderi. Ikke et fint, færdigt, perfekt broderi, men mere som en tøvende, usikker famlen sig frem.
Disse lommetørklæder hænger enkeltvis frit bevægelige i øjenhøjde og deres overkant skaber en samlende horisontallinje i rummet, samtidig med at de slører det, og de hænger så tæt, at man kun med stor opmærksomhed kan bevæge sig rundt. Gennem dem kan man se:
Den tredje installation > Søndagsmiddag <, som tager afsæt i familiens fællesrum: spisebordet. Bordet er dækket op til ni personer, men der er kun otte stole. Fraværet mærkes i blikket og i kroppen. På bordet ligger min mors smukke hørlærredsdug, hvor jeg har broderet ni tallerkner med musselmalede mønstre. Ovenpå mønstrene har jeg broderet episoder fra mit liv. Det er tekster om det, man ikke taler om – alt det usagte, som alligevel sidder mellem mennesker ved et måltid. Ind i mellem høres bordsalmen ”Alle gode gaver”. Denne installation peger både på fællesskabet og på den smertefulde erfaring af udelukkelse, på alt det, der forbliver skjult, selv når vi samles.
Det fjerde og centrale værk er neoninstallationen > Alt forladt <. Det gule lys fylder den lange bagvæg og fungerer som et ankerpunkt for hele udstillingen. Alle de andre værker forholder sig til dette udsagn, som både kan læses som en personlig erfaring og som en almenmenneskelig sandhed. Neonens lys skaber en både insisterende og skrøbelig tilstedeværelse, som kaster sit skær over de øvrige installationer.
*
”Rewrite History” er den første installation. Her har jeg taget udgangspunkt i min mors fotoalbum, som hun lavede til alle os syv søskende. Min mor var både fotograf og aktiv i mørkekammeret, og hendes albums er præget af omsorg og blik for detaljer. Jeg har udvalgt fotos, forstørret dem op på stof og bearbejdet dem, så de nu bærer korte tekster, som jeg har broderet direkte ind i billedfladen. Teksterne udspringer af mine egne erindringer, men de er forvandlede og redigerede, så de både viser og skjuler, både fastholder og omskriver. På den måde bliver billederne en undersøgelse af, hvordan historie og erindring altid er i bevægelse, altid under forhandling.
Rewrite History”, detalje.
> noter til ensomhed <. Den består af hvide lommetørklæder håndbroderet med ord eller tekster indsat i konteksten: ensomhed. Hængende enkeltvis så de kan bevæge sig.
> noter til ensomhed <. Den består af hvide lommetørklæder håndbroderet med ord eller tekster indsat i konteksten: ensomhed. Hængende enkeltvis så de kan bevæge sig.
Den tredje installation > Søndagsmiddag <, som tager afsæt i familiens fællesrum: spisebordet. Bordet er dækket op til ni personer, men der er kun otte stole. Fraværet mærkes i blikket og i kroppen. På bordet ligger min mors smukke hørlærredsdug, hvor jeg har broderet ni tallerkner med musselmalede mønstre. Ovenpå mønstrene har jeg broderet episoder fra mit liv. Det er tekster om det, man ikke taler om – alt det usagte, som alligevel sidder mellem mennesker ved et måltid. Ind i mellem høres bordsalmen ”Alle gode gaver”. Denne installation peger både på fællesskabet og på den smertefulde erfaring af udelukkelse, på alt det, der forbliver skjult, selv når vi samles.
”Søndagsmiddag”, detalje
Det fjerde og centrale værk er neoninstallationen > Alt forladt <. Det gule lys fylder den lange bagvæg og fungerer som et ankerpunkt for hele udstillingen. Alle de andre værker forholder sig til dette udsagn, som både kan læses som en personlig erfaring og som en almenmenneskelig sandhed. Neonens lys skaber en både insisterende og skrøbelig tilstedeværelse, som kaster sit skær over de øvrige installationer.
