Lysets Tøven, Aarhus Katedralskole
Udsmykning til Aarhus Katedralskole 2010. Værket er tilegnet Ole Rømer i anledning af 300 året for hans død.
Ole Rømer (25. september 1644 – 19. september 1710) var dansk astronom, ingeniør og politidirektør. Han blev født i Århus og blev student fra Katedralskolen. I 1675 påviste Rømer - som den første - at lyset ikke som hidtil formodet, udbreder sig øjeblikkeligt, men med en endelig hastighed. Han kaldte det Lysets tøven.
Dette naturvidenskabelige udsagn rummer en ufrivillig poetisk/filosofisk dimension, som har inspireret mig til at arbejde kunstnerisk med det ved at skabe teksten i hvid neon.
Denne tekst er installeret øverst oppe til højre på den nye bygning ud mod Mejlgade. Værket henter også sin energi fra lyset selv - nemlig gennem solenergi. Således er der opsat solceller på taget af samme bygning. Værket lyser morgen og aften.
Et ufatteligt udsagn, der forbinder naturvidenskab og kunst, fortid med nutid, og som grundet sin fysiske størrelse - 27 x 175 cm - er et intimt og overraskende værk i denne konkrete kontekst: katedralskole – domkirke – kvindemuseum.