> spor <
Lydværk af billedkunstner Astrid Gjesing og komponist Sisse Lunøe, 2024
> spor < er et lydværk skabt specielt til perronen på Ikast station. Med udgangspunkt i den mekaniske stemme der, lige før toget kommer, siger i en båndsløjfe: ”Gå ikke over sporet, der kommer tog” advarer de rejsende, der skal krydse sporet. Lydværket er med baggrund i en tekst optaget af at rejse både konkret og i overført betydning. Her er også brugt inspiration fra digte af Astrid Gjesing, J. Borges, Inger Christensen, Tomas Tranströmer og fra en børnesang.
Teksten taler om landskabet, om det skiftende lys over landet. Om træer, der tæller rastløst med, og huse som gentager hinanden med lysende firkanter. At rejse ud og komme hjem. Om hvor har jeg vel hjemme. At fare vild, når tanken og solen svinder, og skyen er blank og i heftig bevægelse. Om en flænge i verden, hvor horisonten løber ud. Det er ekko af fortid og spor af fremtid. Time efter time ligger landskabet, som den allerførste dag. Et fragment af en rejse i utide. Er det en drøm, var det dig eller blomsterne? Nord og syd og øst og vest er alle vegne hen. Det er en stærk lyd, forførende synes den næsten uendelig, jorden svøbt i flagermusens vinger.
Teksten er bearbejdet både med stemmen og elektronisk, det udvider den og skaber lydbilleder, der fanger længslen og udvikler rejsen. Med udgangspunkt i reallyde fra stationen, bommen der bliver ringet ned, stemmen og den rytmiske lyd af tog, der kommer, stopper og kører videre.
Værket er skabt til at blive hentet ned på mobiltelefonen og lyttet til, mens man venter på tog, og det er skabt i samarbejde med Kunstpakhuset i Ikast.